En tom aftenkalender. Flere huskesedler. En weekend, der mest går med at blive klar til mandag. Nogle forandringer kommer så langsomt, at vi næsten ikke opdager, hvor meget de fylder.
Har du faktisk fået det bedre, eller har du ændret din hverdag, så du mærker problemerne mindre?
Du får en besked fra en veninde. Skal vi spise sammen på torsdag?
Du vil egentlig gerne. Men torsdag er en arbejdsdag, og du ved allerede, hvordan du har det klokken 18. Så du svarer, at der er lidt meget lige nu. Måske næste måned.
På arbejdet går det nogenlunde. Du skriver mere ned end tidligere, læser nogle mails to gange og forbereder dig lidt ekstra inden møderne. Det går jo.
Og om aftenen? Der er sofaen. Den stiller heldigvis ikke opfølgende spørgsmål.
Hvis nogen spørger, hvordan du har det, svarer du måske: “Fint nok. Lidt træt.”
Men prøv lige at stoppe ved det svar.
Har du fået det bedre - eller er du blevet bedre til at få hverdagen til at fungere, selvom du ikke har det godt?
Hvornår blev det egentlig normalen?
Det begyndte måske med, at du sov dårligere i en periode. Så blev du mere træt. Du fik kortere lunte og mindre lyst til at være social.
Du justerer.
Ingen aftaler to dage i træk. Helst ingen svære opgaver sidst på dagen. Lidt mere luft i weekenden. Og træningen må vente, til der kommer overskud igen.
Hver ændring kan være helt fornuftig. Problemet er, hvis du efterhånden har indrettet så meget af dit liv efter symptomerne, at du ikke længere lægger mærke til dem.
Du tænker måske, at du bare er blevet sådan en, der helst vil være hjemme. En der kravler op i sofaen med benene under et tæppe og en kop the. Helst alene.
Hvorfor kan det sociale pludselig føles som en opgave?
Sociale sammenhænge er krævende for enhver hjerne: Musik, samtaler på kryds og tværs og mange indtryk. Det gælder alle mennesker.
Men i perimenopausen og menopausen, kan hormonforandringerne virkelig gøre det ekstra udfordrende.
Vores filte for hvordan vi oplever omverden bliver nemlig dårligere til at sortere i indtryk, og samtidig kan dårlig søvn og koncentrationsbesvær gøre det mere krævende at følge samtaler og rumme mange indtryk.[2,3] Så vi bliver ganske enkelt hurtigere trætte.
Samtidig påvirker østrogenblandt andet hjernens dopaminsystemer, som spiller en rolle for motivation og forventningsglæde. Så den dér med “ja, det gør vi - det bliver fedt!” følelse derfor fylde mindre.[1]
Med andre ord: du bliver mere træt og kan ikke overskue det samme som før, og så er det nærliggende at tænke "Ej, jeg tror ikke jeg orker dén der fødselsdag. Har jeg ikke også lidt ondt i halsen?".
Skal man så blive ved med at kunne det samme?
Nej. Du behøver ikke længes tilbage til et liv med fuld kalender, fem træningspas og middag til otte.
Det kan være en stor lettelse at prioritere anderledes. At sige nej med god samvittighed. At opdage, at nogle af de ting, man plejede at bruge tid på, faktisk ikke var særligt vigtige.
Det må være vores privilegie som kvinder i vores bedste alder at vælge, hvad vi vil deltage i eller ej. Menstruationer, graviditeter, børnefødsler, amning, karriere og istandsættelsen af et parcelhus må trods alt give os nogle stjerne på skulderen, til selv at bestemme.
Men vær opmærksom på, om du virkelig ikke orker - eller det er din hjerne der spiller dig et puds. For den et er verdens mest dovne organ, og vil meget gerne overbevise dig om, at "nej" klart er bedre end "ja". I dén henseende, er den ikke nødvendigvis din ven.
Og det kan føles godt i momentet at vælge fra. Eller i det mindste ikke at vælge til.
Man slipper for at deltage i noget der virker uoverskueligt. Men det er ikke sikkert, at det er det rigtige for dig på lang sigt. For kender du ikke dét med, at når man først kommer afsted er det jo oftest rigtig dejligt? Det giver energi. Det forbinder os med dem vi holder af.
Så læg mærke til om du vælger noget fra, fordi du ikke længere har lyst, og at opgive det, fordi du ikke kan holde til det.
Er der stadig plads til dét der gør dig glad
Da jeg selv gik tidligt i overgangsalder, måtte jeg tage alt op til revision: min træning, min søvn, mine vaner. Og tilpasse mine arrangementer til et socialt batteri som pludselig bare virkede halvtomt.
Hele tiden.
Også de vaner, der handlede om andre mennesker: Hvornår sagde jeg ja, og hvornår lyttede jeg til, hvad jeg selv havde brug for?
Det var ærligt talt ret ubelejligt. Men det gav mig anledning til at se på ting, jeg ellers bare havde fortsat med.
Her er tre ting jeg selv valgte at gøre.. Det er et godt sted at begynde, uden at det bliver endnu et projekt på do-do listen.
1. Spørg dig selv: Har jeg mindre lyst - eller mindre overskud?
Tænk på noget, du er begyndt at vælge fra.
Middage med vennerne? Zumba, pilates eller noget helt tredje? Nærhed? At tage initiativ til noget, bare fordi det kunne være sjovt?
Spørg dig selv:
“Hvis jeg havde overskuddet, ville jeg så stadig have lyst?”
Hvis svaret er nej, har dine prioriteter måske ændret sig. Det er helt i orden.
Hvis svaret er ja, er det værd at lægge mærke til, hvad der står i vejen. Er du for træt? Bliver du hurtigt overvældet af mange indtryk? Eller virker det uoverskueligt overhovedet at komme ud ad døren?
Du behøver ikke finde hele forklaringen. Første skridt er bare at opdage, om du vælger frit, eller om dit manglende overskud er begyndt at vælge for dig.
2. Spørg en, der kender dig: Hvad har du lagt mærke til?
Din partner, en nær veninde eller en anden, du føler dig tryg ved, kan have bemærket forandringer, som du ikke selv ser.
Måske tager du sjældnere initiativ. Måske går du tidligere hjem. Måske virker du mere presset, selv på dage, hvor du selv synes, at det går fint.
Men hvis du bare spørger: “Synes du, jeg har ændret mig?”, får du måske et kærligt: “Nej, du er da bare lidt træt.”
Derfor kan det være nødvendigt at spørge meget direkte - og forklare hvorfor.
Prøv for eksempel:
“Jeg prøver at finde ud af, om jeg egentlig har det godt, eller om jeg har vænnet mig til at have mindre overskud. Har du lagt mærke til, at jeg gør mindre af noget, jeg plejede at være glad for? Jeg vil gerne have et ærligt svar, også hvis det er lidt svært at høre.”
Bed gerne om et konkret eksempel. “Du virker anderledes” er svært at bruge. “Du foreslår næsten aldrig, at vi skal ses længere” er lettere at forholde sig til.
Og ja, det kan ramme lidt.
Du må gerne sige: “Tak. Den skal jeg lige tænke over.”
Deres oplevelse er et ekstra perspektiv, ikke en facitliste over, hvordan du har det. Men samtalen kan gøre noget synligt, som ellers er blevet en del af hverdagen. Og den kan hjælpe dem med at forstå, at din manglende energi ikke nødvendigvis handler om manglende lyst til dem.
3. Giv plads til én ting du savner
Du behøver ikke begynde med at presse dig selv tilbage til alt det, du plejede at kunne.
Hvis du savner din veninde, men ikke orker en hel aften på en støjende restaurant, så foreslå en gåtur eller en kaffe et roligt sted. Fortæl gerne hvorfor:
“Jeg vil faktisk rigtig gerne se dig. Jeg har bare mere overskud til noget stille og lidt kortere lige nu.”
Hvis alle kræfterne går til pligter, så tag én konkret samtale derhjemme om, hvad andre kan overtage.
Pointen er, at det ikke må blive sort-hvidt. Alting eller ingenting.
Men at du aktivt vælger én ting til, som du inderst inde ved er god for dig, og så findet en måde at få den ind i dit liv, som du kan overskue.
Når du oplever, at det var en succes er det lettere at tage fat på den næste ting du savner.
Forandring begynder med at få øje på den
Det er svært at ændre noget, man ikke længere lægger mærke til. Derfor begynder det med bevidsthed. Om hvordan du har det. Hvad du har vænnet dig til. Og hvad du gerne vil have mere plads til igen.
De tre spørgsmål kan være et sted at begynde.
Men hvis du fortsat oplever, at overskuddet mangler, og din hverdag bliver mere begrænset, kan det være en god idé at søge hjælp. Der findes behandling og støtte, og du behøver ikke selv have fundet forklaringen på forhånd.
Mange af de kvinder, vi møder i MenoMedic, beskriver netop den oplevelse: De havde gradvist trukket sig fra selskab, nærhed og ting, de tidligere var glade for. Uden helt at opdage, hvor langt de havde bevæget sig væk fra sig selv.
For nogle blev det først tydeligt, da de fik hjælp og begyndte at mærke forskellen. Lysten til at lave en aftale. Overskuddet til at blive lidt længere. Følelsen af igen at have noget at give, også når arbejdsdagen var slut.
Du behøver ikke vente på, at endnu mere af det, du holder af, er gledet ud af din hverdag.
Jeg kender selv det halvtomme sociale batteri og behovet for at indrette livet efter det. Men jeg kender også følelsen af at finde bedre fodfæste, forstå min krop og få mere plads til det, der gør mig glad.
Det her er også min egen historie. Og det er derfor, jeg skriver den til dig.
Kærlig hilsen
Christina
Referencer
- Swales m.fl. Hormone sensitivity predicts the beneficial effects of transdermal estradiol on reward-seeking behaviors in perimenopausal women: A randomized controlled trial. Psychoneuroendocrinology, 2023. Læs studiet.
- Metcalf m.fl. Cognitive Problems in Perimenopause: A Review of Recent Evidence. Current Psychiatry Reports, 2023. Læs gennemgangen.
- The Menopause Society. Mental Health. Læs patientinformationen.
Disclaimer: Denne artikel er udelukkende til informationsformål og erstatter ikke professionel lægelig rådgivning. Tal altid med din læge, før du starter, ændrer eller stopper en behandling. MenoMedic er en online lægeklinik specialiseret i overgangsalder.
Hvad er din MenoMeter® score?
- Tager kun 5 minuter
- Lægeudviklet test
- 100% fortroligt
