Måske går du også rundt med de samme overvejelser? Det er i hvert fald de helt nære, praktiske spørgsmål, der fylder allermest, når vi møder kvinder, der forsøger at navigere i den gråzone de befinder sig i. Derfor har vi skåret ind til benet for at give dig ærlige, lægefaglige svar.
Lad os starte med at slå én ting helt fast: Du skal ikke noget som helst. Men du fortjener at kende fakta, så du kan træffe et oplyst valg for lige netop dig og din krop. Inden du tager stilling, skal du vide at:
Derfor er valg af behandling også nødt til at være en individuel vurdering.
Den brede faglige konsensus – fra Sundhedsstyrelsen til britiske NICE og The Menopause Society – er helt klar: For raske kvinder mellem 45 og 60 år som har symptomer der går ud over helbredet og livskvaliteten, er der et gunstigt forhold mellem fordele og risici.
Kan du leve sådan, som du har det nu, i et år mere? Hvis svaret er nej – hvis din søvn, dit humør eller din energi slår revner i din hverdag – så er det et rigtig godt tidspunkt at handle:
Hvis konklusioner er, du er kommet væk fra dig selv og den du plejer at være, så kan det være dit clue til at søge hjælp og behandling.
Og husk: Hormonbehandling behøver ikke være en "aldrig hormoner, eller altid hormoner" beslutning. Du kan ganske enkelt prøve det af. Du vil vide indenfor 3 måneder om det gør en positiv forskel. Gør det ikke, - jamen så stopper du bare igen.
Spørgsmålet "skal, skal ikke"? har derfor ikke ét universelt svar. Det afhænger af dine symptomer, dine risikofaktorer og din historik, og valget er ultimativt en afvejning af fordele og ulemper.
Har du symptomer der påvirker din hverdag og livskvalitet negativt, og føler du, at behandling er det rigtige for dig? Så er svaret: jo før, des bedre.
For at forstå hvorfor, skal vi se på, hvad østrogen egentlig er. Det er nemlig meget mere end et kønshormon. Du har receptorer for østrogen i næsten alle kroppens væv – i hjernen, hjertet, blodkarrene, knoglerne, leddene og immunsystemet. Når dit østrogenniveau falder, sker der gradvise, reelle forandringer i alle disse væv over årene.
Blodkarrene bliver mindre bløde. Knoglerne taber mineralisering. Musklerne svinder. Huden bliver mindre elastisk osv.
Hvis østrogenet kommer tilbage i form af hormonbehandling, mens vævene stadig er modtagelige, kan flere af de gavnlige virkninger opretholdes. Kommer det først tilbage efter mange år, er nogle af forandringerne sværere at vende. Du vinder med andre ord ikke noget ved at trække den og vente. Tværtimod.
Det er det, der ligger bag det, man kalder timing-hypotesen. At der er et vindue for hormonbehandling. Det er derfor du måske har hørt, at man skal starte hormonbehandling senest 10 år efter menopausen, eller inden du er fyldt 60 år.
Den anbefaling kommer ikke fra ét enkelt studie, men fra flere typer forskning, der peger samme vej: store observationsstudier og randomiserede forsøg. F.eks. den amerikanske ELITE-undersøgelse fra 2016. Den viste, at kvinder, der startede mindre end seks år efter menopausen, oplevede en målbar bremsning af åreforkalkning i halspulsåren. Kvinder, der startede mere end ti år efter, oplevede ingen forskel fra placebo. [4]
Med andre ord ved vi, at der sker en gradvis forskydning af fordele og risiko: Fordelen er størst tæt på menopausen og aftager med årene, mens risikoen er lavest tæt på menopausen og stiger med årene. Men husk, at 60 er et arbitrært tal. Der sker ikke noget magisk i kroppen den dag du er fyldt 60 år.
Gennemsnitskvinden kommer i menopausen omkring de 51, så når hun bliver 60 år, har hun typisk været uden østrogen i knap ti år. Så passer dét.
Men nogle kommer i menopausen i 40'erne - eller endnu tidligere. For dem er vinduet allerede åbent, og det vigtigste er at komme i behandling i tide. Andre kommer først sent i 50'erne. For dem strækker vinduet sig forbi 60.
Så om vinduet står åbent eller er lukket, handler om dig og din specifikke situation - ikke om en kalender. Den forebyggende effekt udebliver simpelthen, hvis du venter for længe
I praksis betyder det, at det er bedre at tage samtalen tidligere hellere end senere.
Den tidligere anbefaling, formuleret i kølvandet på WHI-studiet fra 2002, var "kortest muligt på lavest mulig dosis". Både The Menopause Society og EMAS har fjernet den faste tidsgrænse på fem år og erstattet den med en mere åben formulering: "så længe gavnen overstiger risikoen for den enkelte kvinde". [1] [3]
Et nyt dansk studie, som blev offentliggjort i sidste måned i British Medical Journal, understøtter den udmelding. Det er et såkaldt registerstudie som bygger på data fra over 800.000 danske kvinder fulgt i gennemsnit 14 år. [5]
Et registerstudie er ikke et randomiseret forsøg, hvor en gruppe får behandlingen og en anden får placebo. Det er en gennemgang af, hvad der faktisk er sket med 800.000 kvinder i løbet af mere end et årti.
Danmark har en sjælden styrkeposition på registerforskning, fordi vores CPR-system kobler diagnoser, recepter, dødsårsager og hospitalsindlæggelser sammen for hele befolkningen. Det viser, hvordan en behandling virker i den virkelige verden, og kan fange sjældne hændelser og lange tidsmæssige effekter, som et almindeligt klinisk forsøg simpelthen ikke har størrelsen eller varigheden til.
Men disse studier har også deres begrænsninger. De kan ikke i sig selv bevise årsag og virkning, kun sige noget om mulige sammenhænge.
I studiet fulgte forskerne kvinder fra 1950-årgangene og frem. De sammenlignede dem også med søskende, der ikke havde taget hormoner. Det er et metodisk klogt greb, fordi søskende deler både gener og opvækstmiljø, og det reducerer støjen fra livsstilsforskelle.
Resultatet af det danske studie er virkelig interessant:
Du kan bruge det til at vide, at du ikke nødvendigvis skal stoppe din hormonbehandling, bare fordi der er gået 5 år. Som med alle andre behandlinger er der risici, ligesom der er ricisi ved ikke at behandle, så valget er en afvegning af fordele og ulemper for dig.
Mange kvinder oplever, at hormonerne fungerer for dem. At hormoner gør det muligt at leve sundt og passe på sig selv. Derfor er der også mange kvinder, som ønsker at fortsætte - i mange år og for nogle: resten af livet. Det er et personligt valg, som skal respekteres.
Men hvis du kommer til et tidspunkt hvor du tænker "gad vide hvordan min krop har det uden hormoner", jamen så kan du prøve at holde pause. Kommer symptomerne igen og på en måde som påvirker dig? Ja - så var det for tidligt at stoppe. Så kan du vente en periode - måske et par år - og forsøge igen.
Dog er der et par ting du skal være opmærksom på:
Pausen må ikke være for lang - og her taler vi uger-måneder. For så kan risikoen overstige fordelene.
Har du gener fra underlivet - skedetørhed og tissetrang - så skal du formentlig have lokal østrogen resten af livet, da de skyldes mangel på hormon og derfor ikke bedres med alderen.
De tre spørgsmål — skal, skal ikke, hvornår, og hvor længe — har altså ikke ét svar for alle, men:
Hvis du overvejer at starte: de samlede data taler for, at det er bedst at gøre det tidligt. Gerne i perimenopausen. Næsten altid før 60-års alderen.
Hvis du allerede er i behandling: de samlede data taler for, at du sjældent behøver at sætte et bestemt slutpunkt på forhånd.
Hvis du er stoppet - eller aldrig er startet: det er stadig en samtale, der er værd at tage. Rammerne har ændret sig.
Timing er ikke alt - men den er god at kende.
Disclaimer: Denne artikel er udelukkende til informationsformål og erstatter ikke professionel lægelig rådgivning. Tal altid med din læge, før du starter, ændrer eller stopper en behandling. MenoMedic er en online lægeklinik specialiseret i overgangsalder.